I Danmark kan vi ikke bryste os af at have det allerbedste klima i verden med det dejligste sommervejr, men til gengæld har vi – måske – verdens bedste sommerhuskultur. Der er nu intet som de måneder på året, man kan tilbringe i sit sommerhus.

Men hvordan gør vi egentlig vores ophold her mere miljøvenligt?

Her kan du spare på energien

Først og fremmest er der typisk et par områder, hvor vi alle kan spare lidt ekstra på energien i vores sommerhuse. Husk for eksempel altid at slukke for alle apparater – både elektriske apparater og varmeelementer – når du forlader sommerhuset. Det er ikke nok at sætte apparaterne på standby, da de stadig bruger unødig strøm.

Gå altid sommerhuset ekstra grundigt igennem ved slutningen af sæsonen, hvor du ikke regner med at komme forbi inden for et par måneder.

Sparerpærer er kommet for at blive – og hvor er det bare en skøn og nem måde at spare på energien! I langt de fleste tilfælde kan man ikke se forskel længere, og mange sparepærer kommer med et dejligt, behageligt lys, der passer godt til stemningen i et sommerhus. Flere kan endda lysdæmpes for at skabe den helt rette, hyggelige atmosfære, der også passer til en hyggelig indretning.

Et klassisk, men absolut udødeligt råd, er selvfølgelig at huske at spare på vandet – og særligt det varme vand. Selvom vi er i sommerhus, er der ingen grund til at fråse.

Det bør du overveje at udskifte

Der er også et par helt oplagte elementer, du kan overveje at udskifte i dit sommerhus for at gøre det mere bæredygtigt. Mange mennesker indsætter deres egne gamle hårde hvidevarer i deres sommerhus, men disse er typisk ikke energivenlige. Overvej derfor at investere i a-energimærkede hårde hvidevarer til dit andet hjem. Der er både penge og strøm at spare!

sommerhus_energi_

Ved du hvordan dit sommerhus opvarmes? Hvis det er med et gammelt oliefyr eller lignende, så overvej at skifte dette ud til et grønnere alternativ.

Et andet rigtigt godt sted at overveje en udskiftning er vinduerne: Her er der masser af varme at spare (og derved også penge på varmeregning). Nedsæt dit forbrug kraftigt med termovinduer for at udnytte varmeforbruget bedst muligt i dit sommerhus.

Skær ned på det daglige forbrug

Når vi er i sommerhus, kan vi lide at forkæle os selv, og det skal der også være plads til. Men husk samtidig at tænke over, om du fråser med det daglige forbrug.

Hvis du har mulighed for det, kan du sågar overveje at plante en lille køkkenhave eller investere i et lille drivhus. På den måde kan du på nogle områder blive nærmest selvforsynende med f.eks. tomater i løbet af sommeren.

klima_have_

Et andet sted, hvor du faktisk kan genbruge lidt på ressourcerne er ved at samle regnvand op. Du kan købe nogle tønder at sætte ved dit nedløbsrør, og på den måde samle vand op, du kan bruge til at vande køkkenhaven eller tomatplanterne.

Der er masser af muligheder for at gøre dit sommerhus mere bæredygtigt. Måske du kan komme på endnu flere?